Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Korsør: At have drevet den samme restaurant i 25 år og kunne se tilbage på hele perioden og sige, at det har været en god og stabil forretning, må høre til særtilfældene. Ikke desto mindre er det, Kenn Birch Sørensens oplevelse, når han gør status over årerne med Madam Bagger.

- Der er sket rigtig meget med byen, siden jeg startede her. Dengang var byggeriet af Storebæltsforbindelsen i fuld gang. Der var mange franskmænd, der kom og spiste sen middag, når de var færdige ved byggeriet. DSB holdt mange kurser her, og det var en anden type gæster. Det har bare tilpasset sig efterhånden, som tingene har ændret sig. Da Musholm Feriecenter selv begyndte at lave mad, blev jeg noget nervøs. Vi havde leveret alt til dem, så det var en stor kunde, men vi formåede at tjene det ind på anden vis. Selv da der var finanskrise mærkede vi ikke så meget til det. Det kører bare, og vi har travlt hele tiden.

Ikke tid til hygge

Egentlig var Kenn Birch Sørensen arbejdsmæssigt godt etableret i København, hvor han sammen med sin makker, Fini Ravn, drev succesrestauranten Pascal. Alligevel trak familielivet og hjembyen Korsør, da han opdagede at restaurant Tømmerladen var sat til salg.

Sammen med Fini Ravn købte han det ikoniske spisested, og de fik hurtigt gang i Madam Bagger. I 1999 ville Fini Ravn i en anden retning, og Kenn Birch Sørensen blev eneejer af stedet, og sådan har det været siden.

- Dengang vi overtog restauranten, havde jeg regnet med, at jeg skulle gå og hygge mig i Korsør. Sådan blev det ikke. Der var rigeligt at se til, og det er der heldigvis stadigvæk. Vi har flest a la carte-gæster, og så er der selvfølgelig selskaberne og en del catering i weekenderne. Det er et godt mix. Jeg når ikke at være så innovativ, men det vi gør, fungerer jo, og det er det vigtigste.

De 25 år med Madam Bagger markeres med en reception fredag den 15. februar kl. 13-17.