Klik og se annoncen

Søndag stod det sidste slag i årets store vikingefestival på Trelleborg, og dannede afslutning for en hel uges vikingefestival, som også i år tiltrak gæster fra både ind- og i høj grad også udland. De fik her et indblik i vikingernes verden, levendegjort af de ca. 1100 vikinger, som havde slået sig ned på arealerne ved vikingeborgen, og gæsterne kunne både opleve en vikingelandsby, som myldrede af liv og forskellige aktiviteter, samt afviklingen af det store slag om Trelleborg, hvor vikingerne tørnede sammen med skjold og frygtindgydende våben.

Også i år var festivalen da også et tilløbsstykke af de helt store, og en ny rekord for dagsbesøg blev sat: om lørdagen besøgte ikke mindre end 2162 gæster den populære festival.

- Det var helt vildt, fortæller Anne-Christine Larsen, overinspektør og leder af Trelleborg, som også fortæller at man også i år nåede op på et samlet besøgstal over de 10.000. Årets vikingefestival var den 26. i rækken, og festivalen er gennem årene bare vokset og vokset.

- Da jeg kom til for otte år siden, var her ca. 400 vikinger. I år var vi over 1100, og måtte sige nej til ca. 100, som der ikke var plads til, konstaterer Anne-Christine Larsen. Hun bemærker også at autenciteten i år var meget høj.- Det bliver mere og mere ligesom at træde ind i vikingetiden. Folk forfiner deres udstyr, tøj m.m.

En del er også blevet så glade for vikingelivet, at de fortsætter opholdet ved Trelleborg, selv om den officielle festival nu er slut, og der er gang i oprydningen efter de travle dage.

Allerede nu er næste års vikingefestival i støbeskeen - formentlig med nye overraskelser efter de ideudviklingsdage, som er planlagt hen over de kommende måneder. Så allerede nu kan interesserede godt sætte kryds i kalenderen d. 14.-22. juli 2018.

Foto: Evan