Klik og se annoncen

Af John Hansen

Slagelses nybagte Danmarksseriehold i fodbold fik en spændende lodtrækning fredag, idet DBU til vestsjællænderne trak 2. divisionsholdet AB op af hatten.

De to klubber skal mødes på Slagelse stadion, formodentlig her sidst i august måned.

Og med AB (Akademisk Boldklub) fra Gladsaxe vil Slagelse dermed også få gensyn med og besøg af en lokal kending, den tidligere Hashøj-, SBI- og FCV-angriber Kristian Uth. Uth der også spiller en kant eller offensiv midtbane.

LÆS OGSÅ: Åh nej, storfodbold er vist ikke for kvinder...

AB spiller go' bold

For SBI-træner Ulrik Balling gives der en god mulighed for at prøve sit hold af mod et pænt stærkt hold fra de lidt højere rækker (nedrykker fra 1. division), ligesom AB jo også altid har været kendt for at være et teknisk hold, der spiller rigtigt fodbold.

Og for den nu grønblusede Kristian Uth, der i sidste sæson leverede mange gode kampe med adskillige mål til følge (inkl. straffespark), vil der også blive tale om en interessant prøve.

Det bliver da sjovt

Til Uge Nyt lægger Kristian Uth ikke skjul på, at der er tale om noget af 'en ønskelodtrækning' for ham.

'Det bliver rigtigt sjovt at komme 'hjem' og spille på Slagelse stadion.

Og der er da stadig et par stykker på SBI-holdet, som jeg har spillet sammen med bl.a. Cagri Erdem og Andreas Marcher,' siger Kristian Uth til VDonline.

Han må indrømme, at han ikke har set de rød-blå i kamp siden det hed FCV, men dog har han indimellem set lidt højdepunkter på nettet.