Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Musicalscenen præsenterer stor teknologisk satsning ved fredagens premiere

Fredag har Musicalscenen premiere på forestillingen 'The Wiz.' Det foregår på Slagelse Teater, der efter renoveringen er blevet en pæn del større end tidligere. Sammen med musicaltruppen og deres kostumer, rekvisitter, kulisser mm. er en kæmpe LED-skærm på ikke mindre end 36 kvm. flyttet ind på scenen. Det svarer til et fjernsyn på 400 tommer - ikke ligefrem noget man går ud og køber i den nærmeste elektronikforretning.

Den enorme skærm bruges i stedet for kulisser, oplyser Berit Winsløw Olesen, Musicalscenens næstformand.

'Med skærmen er det nemmere at skifte scene til et helt nyt sted, og i et stykke som The Wiz, hvor publikum tages med på rejse til mange forskellige steder, så er skærmen en kæmpe fordel. Man kan uden problemer skifte til de mest eksotiske og eventyrlige steder. Samtidig er det en formidabel måde at kunne skifte stemninger i forestillingen på. Kombineret med en fantastisk lyssætning vil publikum uden tvivl gå hjem med en stor visuel oplevelse.'

Det er første gang i Slagelse Teaters historie, at der i så høj grad benyttes ny teknologi i form af LED-skærm. Med denne satsning går Musicalscenen i samme nyskabende retning som de store teatre, ikke mindst Fredericia Teater, der i en årrække har haft stor succes med den LED-teknologi.

'The Wiz' er den klassiske historie om Troldmanden fra Oz, men i denne version er der tilsat rytmisk musik og et mere moderne udtryk. Replikkerne har fået et ordentligt skud humor og Musicalscenen lover lattergaranti, når publikum møder Dorothy, Fugleskræmslet, Blikmanden, Løven, feerne og alle de andre sære væsener på deres vej mod Troldmanden.

'The Wiz' har premiere på Slagelse Teater på fredag d. 21. april og spiller i alt seks gange frem til 29. april. Billetter kan købes på www.ticketmaster.dk

For mere info se www.musicalscenen.dk eller på musicalscenens Facebookside