Klik og se annoncen

Af John Hansen

Kommunenplanen er sædvanligvis kommunens vigtigste plan.

Og den er - i en ny version, som nu først er ude i høring indtil 30. august og som byrådspolitikerne så skal vedtage 30. oktober - rigtigt i spil i hele Slagelse Kommune i disse uger.

Borgerne skal nemlig høres - og kan her medvirke med egne ideer og meninger.

Mandagens møde

Derfor var der i mandags borgermøde i Slagelse by, denne torsdag 10. august er turen kommet til Skælskør (Pakhuset kl. 17-19), og onsdag 16. august fra kl. 17 foregår det i Havnearkaderne i Korsør.

På Slagelse bibliotek mødte ialt omkring 60 borgere frem, og det var udvalgsformand Villum Christensen, LA, der bød velkommen og lagde op til debat og spørgsmål.

Villum sagde, at Kommuneplanen altid er 'den helt store plan, der sætter rammerne for', hvordan de enkelte nærområder kan udvikle sig.

Og her taler vi primært erhverv, boliger, detailhandel og naturområder.

Gang i udstykninger

Efter nogle år med lidt stilstand er der netop nu gang i aktiviteter, efterspørgsel og muligheder med nye lokalplaner.

For eksempel er det mere end ti år siden boligområdet Europaparken blev lanceret i Slagelse Vest.

Eksperter bekræfter, at i disse seneste år er der for alvor igen kommet gang i udstykningsplanerne.

Seks lokalplaner

Villum Christensen berettede selv i sin indledning:

'I dag mandag har vi i udvalget behandlet hele seks lokalplaner. Og nye lokalplaner i Slagelse er et rigtigt godt tegn. Så sker der noget - og vi kan udvikle os. Der skete ikke så meget for nogle år siden...'

Villum fremdrog også, at man i Slagelse Kommune - ligesom Christiansborglinien de seneste måneder har været - 'også giver lov til lidt mere end tidligere.'

Det giver aktivitet.

Villum: Altid klager

Samtidig påpegede udvalgsformanden dog også, at nye planer - nye butikker, nye bygninger - 'altid går ud over nogen. Det vil næsten altid give klager fra nogle naboer - det kan ikke undgåes.'

Men Villum tilføjede, at vi altså har brug for vækst. Ellers får kommunen ikke de indtægter, der skal betale for service og ydelser...

Ros til forvaltning

På borgermødet var forvaltningen - den som Villum kaldte 'en vanvittig kompetent forvaltning' - hele tiden klar til at besvare spørgsmål og yde assistance.

Og byplanlægger Moritz Faloota fra planafdelingen i Center for Teknik og Miljø udtrykte, at alle borgere er velkomne til at bidrage med tips og ideer. Send dem blot til Plan i Slagelse eller kom frem med ideerne på de offentlige møder.

Arne Juul med indspark

En borger, som her var Arne Juul (kendt som direktør i Slagelse Boligselskab), kom med et kvarters relevante indspark i debatten.

Her pointerede Juul, at han i netop Slagelse Kommune havde mødt en utrolig 'imødekommenhed', ligesom byrådet utvivlsomt gerne 'ville udvikling'. Han sagde dog også, at han generelt set 'savnede retning' hos byråd og kommune.

AJ ønskede gerne flere ambitiøse projekter, hvoraf nogle helst skulle eksekveres!

Han så gerne at man fulgte op på kommunens vandpotentiale, så der efter vandsportscentret ved Halsskov kan følge en Aqua Park eller lignende...

Lidt om Sorøvej

Til aktuel debat er i dag området mellem Sorøvej og Holbækvej i Slagelse, som mest består af erhvervsvirksomheder. Men det kan der blive lavet om på i fremtiden, hvis forslaget til den ny kommuneplan bliver vedtaget. Her bliver der nemlig lagt op til, at området i fremtiden blandt andet skal give plads til butikker og kontorer.

'Jamen, vi lægger op til, at området skal kunne noget mere. De virksomheder, der ligger der, vil kunne fortsætte som hidtil. Men der er allerede butikker længere op ad Sorøvej og på Holbækvej, og derfor er det oplagt at åbne op for butikker langs Sorøvej, så vi på lang sigt kan koble området på det eksisterende butiksområde omkring rundkørslen,' siger Villum Christense, der som nævnt er formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

Større variation

I dag ligger der en Rema 1000 på hjørnet af Sorøvej og Holbækvej. Området bagved huser i dag flere erhvervsvirksomheder, men hvis en iværksætter har lyst til at åbne en butik ved siden af, så er det ikke muligt, sådan som kommuneplanen er i dag.

Hvis den nye kommuneplan bliver vedtaget uden ændringer, bliver det lavet om. Målet er, at området over tid skal kobles på det eksisterende butiksområde og dermed skabe en større variation i området.

Vincents: Vigtig indfaldsvej

'Vi håber også, at det på lang sigt kan være med til at give Sorøvej et løft. Sorøvej er en af de store indfaldsveje til Slagelse, og det er et af de første indtryk, man får af Slagelse som besøgende.

Derfor vil det være dejligt, hvis der kom mere liv i området,' siger Knud Vincents, V, der er næstformand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

Strækningen mellem rundkørslen og den tidligere popcornfabrik kan f.eks. udvikles som et helt nyt butikscenter. Før nye butikker kan begynde at åbne i området, kræver det i første omgang, at kommuneplanen bliver vedtaget.