Klik og se annoncen

På Lolland-Falster står de i disse tider stærkt sammen i det, de kalder en Lovestorm.

I Slagelse Kommune oplever vi ikke så megen 'Love', men åbenbart hellere en slags Shitstorm.

Man kan - udefra eller som borger - merget nemt opfatte det, som om vi mere eller mindre konstant befinder os i en altødelæggende Shitstorm.

En omsiggribende skidt storm, hvor bøvl og ballade samt smuds i egen rede ligner en yndlingsdisciplin.

Nedadgående spiral...

Slagelse Kommune - med alle dens kvaliteter, den kendte landidyl og de tre købstæder pænt placeret midt imellem København og Odense - har på flere måder et udmærket udgangspunkt.

Men ikke mindst i indeværende 2017-år kan det indimellem synes, som om at mange - politikere, embedsfolk, kritikere og diverse brokkehoveder all inklusive - ødelægger alt for meget for Slagelse og sig selv.

Alt for meget ender i øjeblikket op i riv & kiv, fejlfinding og ørkesløse stridigheder.

Og senest bryder bøvlet endda ud i diverse politianmeldelser mod sig selv samt ærgerlige retssager.

Molboerne har vist ikke levet forgæves.

Alt det gode og attraktive?

Altsammen giver det mere og mere Slagelse et ringe og noget blakket image.

Det gør byen og kommunen mindre attraktiv for omverdenen - for investorer og positive tilflyttere.

Sygehusby, Campus og og og...

Slagelse Kommune har jo ellers i tilgift fået en hel Sygehusby. Snart også et kæmpe Campus. Med fremtidsmuligheder i.

Og ganske meget så ellers også ganske godt ud i løbet af 2016 - trods de evindelige job- og økonomiskænderier mellem S og V.

Med mange investeringer og hele syv parter i et budgetforlig (dog ikke S). Med fin landudvikling, med flere nye job, med flot DI-rangliste, Sportscollege, Team Danmark-kommune etc.

Al bøvlet vælter ind

Men nu? Hold da op med shitsnak og møgsager...

Økonomiskænderierne er intensiveret. Der er ærgerlig tvivl om Aqua Park. Ny opblussen på Motalavej. Et jobcenter i fyringsfare. Brinteventyret er ved at flytte eller flygte o.s.v.

Dertil kommer den kedelige Blaksag. Den gamle sag omkring de misbrugte Skælskør-piger. Og så nye beskyldninger mod navngivne administrative ledere på rådhuset - herunder den nye kommunaldirektør Jane Wiis.

'Alt bringer uro, frygt og kaos ind blandt de ansatte,' forlyder det fra Rådhuspladsen.

Fra Love til det modsatte

Og så er det, at vi kommer til at tænke på Sydhavsøerne, som midt i svære krisetider, aktivt forsøger at stå sammen i det, de altså kalder Lovestorm.

Lidt naivt måske - men alligevel en tanke værd, når vi her i Slagelse befinder os i noget af det modsatte.

Hvem bærer ansvaret?

Der skal som bekendt to til en tango - og der skal helst flere til godt og konstruktivt samarbejde.

Og de forskellige byrådspartier har vel hver især deres del af ansvaret for 'svineriet'.

Så kan man altid diskutere, hvem der har det største ansvar.

Elefanterne slås

Venstre har i nu snart fire år været i førertrøjen. Satte fart og retning fra start, men kan de ikke styre det mere?

Socialdemokraterne har skullet vænne sig til en oppositionsrolle, som de tydeligvis ikke befinder sig ret godt i. De har ret og vil helst bestemme! Også selvom de ikke er kommet med de store alternative planer...

Dansk Folkeparti bliver opsplittet efter hvert eneste valg. Interne personsager forfølger det, der ellers nogle gange er Slagelses største parti (!)

Enhedslisten fører sig frem som rent folketingsparti, og SF har fået comeback takket være Helle Blaks deroute hos socialdemokraterne.

Stå dog sammen!

Dog må det fremhæves, at i byrådssalen er det altså hårdt ramte Helle Blak (skyldig eller den rene uskyldighed?), der mere end nogen anden har manet til sammenhold.

- Stå dog sammen! Lad os få en bedre tone! Det har været trist at høre på mange af de grimme debatter, har Blak om nogen fremsagt det. Overfor både venstre og højre i salen.

Knuth, facebook og lingeriet

Borgmester Stén Knuth bliver rost af nogle, men også kritiseret for f.eks. at møde frem ved hver en indvielse, hver en snoreklipning.

For hvornår kan det næsten blive for småt for en borgmester, der personligt også selv deltog ved åbningen af en lille lingeri-afdeling forleden... Han - der ellers var kendt som en beskeden, tilbagetrukket person - 'fører sig nu frem', hedder det. Også med facebook som frontløber.

Dyrby og tæskeholdet

Dyrby har som forsmået ministeremne bragt folketingsjargonen med ind i kommunen - de andre er nogle, der skal bekæmpes!

Ikke for ingenting har Dyrby på Christiansborg bl.a. arbejdet som en del af Tæskeholdet hos S.

Og 'Borgmesteren er på røven' lod han hjælpsomt forlyde flere år før valgs afholdelse.

Villum og LA-stilen

Villum kender også til spillet på Christiansborg. Og de ægte liberale er som bekendt megastærke i troen.

Senest har han særdeles uklædeligt sammenlignet borgmesteren med Komiske Ali. Noget af et historisk billede - og så forstår LA-folkene altså ikke, at borgmesteren 'så ofte bare kører solo og slet ikke ta'r økonomien alvorligt!'

Tjah, hvordan ryger tillid mon?

Må man spørge. Der skal fortsat to til tango...

Og flere positive mennesker til et ordentligt samarbejde...

Borgere siger fra!

Sådan ser tingene i hvert fald ud udefra - og ikke kun via den ene hårdtslående overskrift eller avisforside efter den anden.

Det ser unægteligt ud, som om Slagelse for tiden udstiller sig selv. Ødelægger det for sig selv.

Det vil borgerne ikke. Det vil virksomhederne ikke. Ja, hvem vil det?

Vi forventer...

Vi må forvente mere og bedre af Jer på rådhuset!

Selvom vi da også ved, at ting kan være svære og komplicerede.

Men vi må forvente, at man kæmper for borgerne og hele storkommunen Slagelse - og ikke primært for sig selv!

Og måske netop Påsken er en rigtig god anledning til lidt ekstra eftertanke - og en Genopstandelse eller to?