Klik og se annoncen

Af John Hansen

En ny udstilling har set dagens lys i Det Røde Tårn midt i Slagelse.

Det drejer sig om malerier og små bronzeskulpturer, og udstillingen kan ses til og med 26. august.

Der er tale om en kunstner fra den berømte vesttyske fodboldby Mönchengladbach - og i sidste weekend var der fernisering, dog uden kunstneren og uden det store fremmøde.

En fortælling

'For mig er det færdige billede som et vævet tæppe - en fortælling med mange detaljer.'

Sådan omtaler Christel Maria Nolle selv de billeder, som nu kan opleves i Røde Tårn i Slagelse på Sdr. Stationsvej 1. Ved ferniseringen i lørdags var udstillingens arrangør, Slagelse Kunstforening, vært med vin, vand og en sandwich.

Christel Maria Nolle blev født i 1951 i Mönchengladbach i Tyskland, men siden midten af 1970'erne har hun boet i Danmark og udstillet et hav af steder. De første mange år udelukkende malerier, men siden 2006 også bronzeskulpturer, som har været en ny og spændende udfordring af hendes billedunivers.

Begynder på gulvet

Når Christel Nolle begynder på et billede, foregår det på gulvet, hvor hun lægger det ubeskrevne blad, det hvide lærred.

Og så begynder hun fra kanten af lærredet og arbejder sig langsomt ind mod midten. Lægger lag på lag, historie på historie, sletter og tilføjer, bygger op og river ned. Hendes valg af farver er noget helt specielt: frække, dristige, en leg med kontraster.

Rejserne...

Motiverne til billederne, de fortællinger hun nedfælder på lærred, har hun hentet på utallige rejser rundt i hele verden. Fjernøsten, Mellemøsten, Afrika, Australien og naturligvis Europa.

Alle vegne har hun samlet indtryk; et sted måske nogle eksotiske skrifttegn på en mur, et sted en særlig mosaik på en bygning, et tæppe på et marked, et særligt lys gennem bladene på et eksotisk træ. Det hele ligger i baghovedet når Christel Maria Nolle begynder på et billede, og billedet er først færdigt når hun føler at fortællingen har fundet sin form og balance.

Med bronzeskulpturerne er arbejdsmetoden for så vidt den samme.

Udstillingen åben fredag-lørdag-søndag klokken 13-17, sidste dag lørdag den 26. august. Der er gratis adgang, og alle er velkomne,' beretter man i kunstforeningen.