Klik og se annoncen

Af John Hansen

Her i weekenden omkring 8. oktober er de aktivt med ved Venstres Landsmøde 2017 i Vejle.

De skal også begge på debatscenen - dels for at repræsentere kommunerne (Stén Knuth), dels for at debattere regions- og sundhedsspørgsmål (Jacob Jensen).

Vi taler om to af de lokale/regionale politikere, der har mest på spil ved valget her den 21. november:

Slagelseborgmester Stén Knuth og MF gennem tolv år, finansordfører for regeringspartiet Venstre, Jacob Jensen.

19 milliarder, 17.000 ansatte

Jacob Jensen er nu kandidat til at skulle afløse den nuværende regionsrådsformand Jens Stenbæk. De kommer begge fra den mellemste del af Vestsjælland kan man sige.

Jacob er kendt fra Folketinget - og i øvrigt gift med en sygeplejerske fra Roskilde sygehus.

Og netop sundhedspolitik og sundhedsspørgsmål udgør den helt store del af regionsarbejdet.

Og en region som vores, RS, opererer med et årsbudget på ca. 19 milliarder kroner. Har ca. 17.000 ansatte og dækker 17 kommuner fra Lolland til Sjællands Odde.

Slagelse som medspiller...

Til sammenligning har en kommune som Slagelse et budget på omkring 5 milliarder. Og ca. 7.000 ansatte.

De to V-politikere lægger særdeles stor vægt på et godt og tæt samarbejde mellem region og kommune.

Og Jacob Jensen ser ikke mindst Slagelse som en rigtig vigtig medspiller i en udvikling til gavn for både borger og patient:

Uddannelsesbyen Slagelse

'Slagelse Kommune er med sin størrelse, sine sygehuse og sin status som en af regionens betydeligste uddannelsesbyer særdeles vigtig for regionen.

'Politik betyder noget'

Jacob hæftede sig stærkt ved Lars Løkkes ord i Folketings-åbningstalen forleden: 'Politik betyder noget. Ledelse betyder noget.

Og selvom der i regionen er ganske god tradition for samarbejde og konsensus, så vil jeg meget gerne overtage Stenbæks position som leder af Region Sjælland efter nytår,' siger Jacob Jensen til Søndagsavisen.

Han mener også, at det vil komme til stor gavn, at han har så stærke personlige relationer til ministre og medlemmer af Folketinget. Han har sit netværk i orden.

Personer gør en forskel

Og når vi ser på forholdet mellem region og kommuner, så mener både Jacob og Stén også, at deres indbyrdes personlige relationer her lokalt vil betyde noget.

'Sådan er det jo også i politik. Relationer er vigtige. Og vi er enige om at sætte borgeren og patienten i centrum - det er jo så vigtigt, at vi får nogle gode overgange, når vore patienter eller ældre udskrives fra sygehuset og skal hjem.

Derfor har vi også ansat en læge og nogle sygeplejersker i kommunen for at gøre det bedre, end vi tidligere har oplevet,' påpeger borgmesteren.

Undgår genindlæggelser

Lægen holder til på Blomstergården, 'og vi har fået en bedre dialog, som gør at vi er blevet bedre til at undgå genindlæggelser,' noterer Stén Knuth.

Jacob Jensen: 'Netop overgangen mellem sygehus og hjem er overordentlig vigtig. Og der er ofte tale om et ganske stort og komplekst behandlingssystem. Afgørende er det, at systemerne taler sammen. Både personligt og teknologisk.'

Sundhedsplatformen?

- Apropos teknologi og alt det, der her kan gå galt. Region Sjælland indfører snart Sundhedsplatformen (omkring 25. nov.) - frygter du ikke kaos der?

Jacob Jensen: 'Nej, jeg mener, at vi har prøvet at tage højde for alt, der vil kunne ske. Selvfølgelig vil der altid være en indkøringsfase. Men vi bruger erfaringerne fra Region Hovedstaden.

Husk at vi jo i dag har omkring 30 forskellige it-systemer, der skal tale sammen - og her tror jeg, vi kan se store fordele forude.'

Der skal ro på...

Jacob Jensen erkender, at der ikke mindst de seneste år, med nybyggerier og omstruktureringer, har været en hel del uro, stress og problemer på bl.a. sygehuset i Slagelse. Det sygehus, der fortsat mangler færdiggørelse af en stor afdeling.

Men herefter skulle der også blive tale om lidt af en sygehusby. Med fremtid i for både patienter, ansatte og studerende, der skal oplæres.

'Omstruktureringerne har været nødvendige. Men herefter behøver vi ro og stabilitet. Så vi også kan få bedre trivsel, mindre sygefravær o.s.v.,' påpeger Jacob.

Netop uddannelsesmulighederne lokalt er ikke mindst Stén Knuth optaget af: 'Med SDU og Absalon med sygeplejersker, socialrådgivere og hele Campus vil Slagelse stå stærkt og være klar til yderligere samarbejde med Region Sjælland,' siger borgmesteren.

Jacob vs. Heino Knudsen

Som kendt af de fleste har RS-formanden før Jens Stenbæks tid været Socialdemokratiets Steen Bach Nielsen fra Slagelse.

Jacob Jensens direkte S-konkurrent til jobbet og titlen bliver denne gang Heino Knudsen fra Lolland. Heino talte i øvrigt ved årets 1. maj i Anlægget.

Og så lige et P.S.: Et forlig mellem Regeringen og DF i Folketinget har netop - efter pres fra bl.a. S, DF og andre partier - for 2018 afskaffet det stressende, såkaldte 2 pct. produktionskrav, der har eksisteret siden 1999 på sygehusene. Dengang var der jo meget lange ventelister,.. og siden er der ansat flere læger og sygeplejersker og gjort ganske mange fremskridt på sundhedsfronten.