Klik og se annoncen

- En gentleman har selvtillid, er høflig og rolig. Han er tålmodig, han er 'oldschool', han er punktlig. Og så kan han håndtere nok noget af det sværeste i tilværelsen: KVINDER. Han dufter godt hver dag, er en stabil musketer, kører i en flot bil - og det vigtigste: han har humor!

Det var blot nogle af ordene, da Jess Andersen, indehaver af P.M. Olsen A/S i Slagelse, nylig blev kåret til Årets Gentleman i Slagelse.

Det skete i en lokal, lukket erhvervsklub, som for otte år siden blev stiftet af fotograf Evan Hemmingsen: 'Gentleman 4200 of Denmark'.

I dag er der 70 på medlemslisten, lige fra tøjforhandlere til bilforhandlere, fiskehandlere, restauratører, kødgrossister, møbeldesignere m.fl., og de mødes hvert år til en festlig aften med en god middag og hyggeligt samvær, hvor deltagerne ser hinanden på en lidt anderledes måde, i forhold til hverdagen. Dresscoden er en blazer udstyret med klubbens særlige logo.

Afsløringen af årets modtager af gentlemanprisen blev klaret af borgmester Stén Knuth, i form af et lille 'TV-indslag', idet bogmesteren på dagen var i Berlin for at løbe maraton.

Jess Andersen glæder sig over både hæderen og den flotte pokal, som fulgte med.

- Jeg blev da fuldstændig rørt og virkelig glad og taknemmelig, fortæller Jess Andersen.

- Kåringen af Årets Gentleman er et nyt tiltag, fortæller Evan, som i dag har videregivet opgaven med at arrangere festen. I år til sin bror Tommy Hemmingsen.

- Hvert år findes et nyt lokalt sted, hvor vi mødes og styrker samarbejdet i Slagelse. Det gælder om at bruge hinandens styrker i det lokale erhvervsliv, fastslår Evan.

Sammen med Jess Andersen var også Dennis Holmen og Per Hillo nomineret til prisen. Til næste år vil det være klubbens deltagere, som skal stemme og kåre Årets Gentleman i Slagelse, oplyser Tommy Hemmingsen (th), som på billedet ses sammen med Jess Andersen.

Foto: Evan Hemmingsen