Klik og se annoncen

Af John Hansen

Kvinden bag Slagelses utvivlsomt største skolesucces fylder på lørdag den 20. maj 60 år.

Karin Tellerup Have, tidligere viceborgmester og en markant, men ofte samlende figur i byrådet, nu skoleleder på den private Dyhrs skole midt i Slagelse by, fejres allerede nu fredag den 19. maj af sin skolebestyrelse med en reception i Valdemarssalen fra kl. 14-16.

Dyhrs er gået til tops

Med 685 elever - og fortsat mange på venteliste - driver Karin Tellerup en af kommunens helt store grundskoler med disciplin, bestemthed og tydelig ledelse.

Og gang på gang har netop Dyhrs Skole de senere år udmærket sig, når der er lavet ranglister over, hvor godt de danske grundskoler klarer sig.

En tredieplads blandt samtlige skoler i Danmark når det gælder 'løfteevne og undervisningseffektivitet', er noget, der vil noget.

Og det er ikke tilfældigt. Og meget som andre skoler kan lære noget af.

Hun gør en forskel

Søndagsavisen har fulgt Dyhrs Skoles bemærkelsesværdige udvikling.

Og før Karin kom til den som chef og leder, fulgte vi hende primært som lokalpolitiker. For det var i denne metier, hun blev rigtigt kendt og én der også her gjorde en forskel i Slagelse og på Vestsjælland.

Viceborgmesteren

Hun har det ikke fra fremmede, for hendes far var Henning Tellerup fra Korsør - en stilfuld, markant konservativ, der i en årrække var Vestsjællands amtsborgmester.

Datteren Karin fortsatte i det konservative spor - også som én, der kunne samle og formå at samarbejde til flere sider.

Karin Tellerup blev allerede under Steen Bach Nielsen (Soc.) viceborgmester i den gamle Slagelse Kommune.

Lidt pudsigt måske holdt hun en politisk pause, da konservative Jens Jørgensen i 1990'erne var borgmester - han der bor blot lidt længere oppe ad Slotsalléen.

Travle dage

Men Karin vendte tilbage til politik, og blev igen viceborgmester i de første år med Lis Tribler (Soc.) for bordenden.

I dag følger hun stadig med i politik, men det er helt fra sidelinien. Og der er nok at se til med skole, børn og forældre.

På dagen hvor undervisningsministeren (Merete Riisager) besøgte Slagelse i mandags cyklede Søndagsavisen forbi Dyhrs Skole og Karin Tellerup for at spørge ind til 'fidusen'.

Fidusen med at føre en lokal skole så højt op på den danske Top-1000 liste. Hvordan bli'r man nummer tre?

Trives godt

Det lyser i dag ud af Karin, at hun befinder sig på rette hylde.

Skolelederen elsker tydeligvis det spændende, alsidige og ansvarsfulde job på den skole, hvor hun for længst har holdt 30 års jubilæum.

Som ung nyuddannet blev Karin Tellerup Have faktisk tilbage i 1980 ansat som lærer på Dyhrs Skole med den forventning at prøve kræfter med flere andre skoler ad åre.

Sådan skulle det ikke gå.

Udfordrende

Karin Tellerup Have synes stadig, at jobbet på skolen hver eneste dag byder på nye spændende udfordringer og et samvær med elever og et samarbejde med forældre og medarbejdere, hun tilsyneladende ikke kan få nok af.

'Jeg glæder mig til at møde på arbejde hver eneste dag,' fortæller Karin Tellerup Have. Der er ikke to dage, der er ens, og der er mange, mange dage, hvor alle mine planer væltes af ting, der pludselig sker, og som kræver fokus og handling.

Det ene øjeblik sidder jeg med budgetlægning for mange millioner kroner, det næste øjeblik sidder jeg med forældre, der har en glæde eller bekymring, som de gerne vil dele med mig.'

Lederen

Gennem de seneste 13 år har Karin Tellerup Have været leder af Dyhrs Skole, og i den periode er skolen som nævnt vokset til 685 elever og har formået at placere sig på Danmarkskortet som landet 3. bedste skole ud af mere end 1.500 skoler.

'Hver eneste dag arbejder vi på at få eleverne til at gøre sig umage og stå på tæer rent fagligt, og de fine resultater når vi, fordi medarbejderne ved, hvad de vil opnå med hver enkelt elev, fordi alle har fokus på elevernes trivsel, og fordi vi sammen med forældrene lærer vores elever god opførsel,', siger Karin Tellerup på vort spørgsmål.

'Og nej, jeg er ikke pensionsparat,' ler Karin, 'men jeg blive jo nok ikke i yderligere 30 år.'

Gennem årene har Karin Tellerup dog prøvet kræfter uden for Dyhrs Skole. Således har hun været viceinspektør i Folkeskolen, været administrerende direktør for Slagelses lokalradio og været salgschef i et byggefirma, der specialiserede sig i byggeri i Tyskland.

Om tiden i politik: 'Det var en fantastisk spændende opgave og en dejlig tid, som jeg tænker tilbage på med stor glæde. Men nej, jeg overvejer ikke at stille op til valg igen. Med fuldt hus på Dyhrs Skole og fortsat lange ventelister og med 65 medarbejdere er der nok at arbejde med hver eneste dag, så jeg ville ikke kunne nå at beskæftige mig med politik samtidig og gøre begge dele ordentligt.

Jeg har dog bevaret et nært venskab med enkelte af mine gamle byrådskolleger. Politiske modstandere, faktisk, så vi pudser vores politiske holdninger af over en frokost i ny og næ,' smiler Karin Tellerup Have.

Udover den åbne reception, så fejres den runde fødselsdag med nære venner og familien, som omfatter ægtefællen Poul Have, børnene Kristian og Rebekka, svigerbørn og to børnebørn.