Klik og se annoncen

På Kalundborgvej i Slagelse har man netop afviklet bootcamp for et af de bedste Counterstrike-hold i Danmark. Eastern Vikings er navnet på klubben, og spillerne, som til dagligt kommer fra forskellige steder i Danmark, var en weekend samlet her for at træne intensivt med målet om at komme endnu højere op på den danske rangliste.

I øjeblikket er holdet placeret på en fin 10. plads på den danske rangliste (http://www.dust2.dk/Ranking/2017/Juli), men målet er at komme op og blande sig med de allerbedste hold, hvor man blandt andet finder Astralis, North (FC København), Heroic og Tricked (Seier Capital) - hold som ligger i den absolutte verdenselite.

Holdet består af følgende spillere:

Dennis 'KaDaZ' Madsen

Frederik 'wardz' Berthelsen

Kristoffer 'gravityy' Søholm

Søren 'socN' Falke

Victor 'vhL' Hejstvig-Larsen

- Det her er gutter, som tager deres sport seriøst!, konstaterer holdejer John Juul Jensen, Slagelse. - De er meget målrettede og arbejder virkelig sammen, som et hold. Kernen i holdet har spillet sammen i rigtig lang tid nu, og de har virkelig kvaliteten og potentialet til at nå rigtig langt.

Sportigan Slagelse er hovedsponsor for holdet og daglig leder, Michael 'Chrisser' Christensen, udtaler: - Computerspil som holdspil er en verden der ligger rigtig langt fra det jeg normalt betragter som holdspil, men det er en rigtig spændende verden og jeg kan se mange af de samme momenter i holdspil på computeren, som det jeg har været vant til i mine mange år på fodboldbanen.

Ud over elitehold i CounterStrike og League of Legends, har Eastern Vikings også en stor breddeklub, som tæller henved 50 medlemmer, som kommer i klubben et par gange om ugen eller deltager ved de mange LAN's rundt omkring i Danmark. Næste gang klubben drager til LAN, er i weekenden i uge 41, hvor man forventer at tage 50 unge afsted til Danmarks største LAN i Fredericia - NPF 2017.

Har du lyst til at tage afsted til LAN med en masse unge sjove og hyggelige gamere, så er du velkommen til at kontakte dem på enten Facebook 'Eastern Vikings' eller på mail jjj@easternvikings.dk