Klik og se annoncen

Af John Hansen

Det var et kanon-signal for Korsør, at Mette Frederiksen - en person på statsministerniveau - allerede onsdag troppede op på den lokale flådestation.

Det glædede i den grad Korsørpolitikeren, tidl. MF og S-gruppeformand i byrådet, John Dyrby Paulsen, at Socialdemokraternes formand hurtigt viste, hvor pilen peger hen.

Dyrby: Det er alvorligt!

'Jamen, det er da et mægtigt godt tegn for Korsør. At hun kommer hertil. Mette Frederiksen, netop på statsministerniveau.

Det er der tyngde bag. Og det viser, hvad man vil,' udtrykte John Dyrby om Mettes ja til allerede onsdag - få timer efter VLAK-regeringens forsvarsudspil - at møde personligt frem.

Ikke overraskende var det Dyrby og S-forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen, der stod bag den kvikke invitation til Mette Frederiksen.

Korsør og Antvorskov...

Tidligere har næsten alle de store (forsvars-) politikere været på besøg her i Korsør:

Lars Løkke Rasmussen, netop Dam Kristensen (S-forsvarsordføreren), Rasmus Jarlov (Kons. ordfører), Troels Lund Poulsen, Marie Krarup etc.

Og nu ser det så ud til, at dansk forsvar de kommende år skal tilføres nye milliarder. Ikke mindst til glæde - hvis man kan sige det sådan i en trusselssituation - for Korsør og Slagelse.

Både på Flådestationen og ved Antvorskov Kaserne tegner det til nye investeringer og mere mandskab.

Måske endda Korsør kan få et par fregatter mere. Udvidelse af kajanlægget - og på sigt tilførsel af de farlige missiler.

Dam: Svar på missilerne!

Ifølge Henrik Dam Kristensen - og da også ugens udspil fra Løkke og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen - er der jo Putins aggression på Krim og trusler med missiler i Kaliningrad (ikke langt fra den danske grænse) at tage bestik af.

Dertil cybertruslerne og den islamiske fare, der jo snart lurer overalt. Forsvaret skal være indstillet på lidt af hvert.

Og Regeringen håber på at få både S, DF og andre partier med i øgningen af Forsvaret. Mest har De Radikale (Morten Østergaard) udtalt sig kritisk ganske hurtigt på TV 2 News - de tænker i andre baner. 'Vi vil bare have ro og fred....', noterede Østergaard som det første onsdag.

Borgmesterens udsagn

'Hvis dette kommer til at stå til troende, så er jeg superglad på kommunens og de ansattes vegne,' udtalte borgmester Stén Knuth.

Der skal investeres meget - 'og det gør, at vi også tror på Korsør Flådestation for fremtiden.'

Det er med til at give yderligere vækst og udvikling her i området, påpegede borgmesteren overfor DR Sjælland.

Statsministerens vinkel

Det er kun få uger siden, på den store Flagdag, at Lars Løkke Rasmussen på Nytorv i Slagelse - og også i et interview med VDonline & Søndagsavisen - trak de internationale linier op.

Både om Ruslands trusler, den islamiske trussel, Nordkorea etc.

Og netop disse udsagn blev brugt som afsæt for det forsvarsudspil, der onsdag kom ud over rampen i Statsministeriet.

Læs mere i vor opfølgende reportage fra Mette Frederiksens besøg i Korsør - hvor presse fra fire medier var klar: DR, TV 2 Fyn, Sjællandske samt VDonline med også Søndagsavisen og vore midtugeaviser.