Klik og se annoncen

Der skal mere end støt, silende regn til at ta' engagementet ud af både arrangører og publikum, når det gælder Lyserød Lørdag i Slagelse. Lørdagens arrangement på Nytorv genererede ikke mindre end 48.000 kr. i den gode sags tjeneste, og ikke mindst i betragtning af vejret er Helle Madsen fra Business Slagelse rigtig glad for resultatet.

- Vi havde dårligt stillet pavillonerne op, før det begyndte at regne, konstaterer hun.

Og faktisk regnede det i større eller mindre grad hele vejen igennem arrangementet, men publikum havde heldigvis bevæbnet sig med paraplyer og regnfrakker og satte faktisk yderligere kulør på dagen.

Også danserne fra Believe Dance trodsede regnen og leverede en flot opvisning, og der var gang i de mange forskellige aktiviteter på Nytorv.

- Vi fik udsolgt i fiskedammen, fortæller Helle Madsen. Også det lykkehjul, som elever fra Selandia havde fremstillet til lejligheden, fik stor søgning. Et drej kostede en halvtredser, men så var man til gengæld også sikker på gevinst.

Ganske mange gjorde også et godt køb under auktionen, hvor Jan 'Vita Flora' Petersen også i år havde rollen som veloplagt auktionarius, mens Helle Madsen (billedet til højre) præsenterede de mange fine ting.

Endnu er ikke alle beløb endeligt opgjort. Men som nævnt kan mindst 48.000 kr. sendes videre til Kræftens Bekæmpelse, til kampen mod brystkræft.

Foto: Evan