Klik og se annoncen

Af John Hansen

Golfens Dag blev forleden afviklet overalt i Danmark.

De fleste steder i strålende solskinsvejr - dog også med en hel del generende vind.

Men dagen viste, at endnu flere danskere i alle aldre gerne vil beskæftige sig med den åbne sport i det grønne. En sport som stort set alle kan deltage i på egne præmisser.

mange var i sving

Fint gik det for sig på vore lokale baner i såvel Slagelse som Sorø og Korsør.

Og da vi først på eftermiddagen besøgte TGS, Trelleborg Golfklub Slagelse i Skovse nær motorvejen, kunne vi se at omkring 40 nye interesserede i alle aldre var mødt frem for at afprøve golfspillet.

Eventuelt sikre sig et favorabelt prøvemedlemsskab til ingen penge.

Åmossen: God dag!

- Ja, vi har været særdeles tilfredse med dagen. Udover alle de, der i forvejen spiller, har vi haft besøg af omkring 40 nye gæster og besøgende, som vi har introduceret til golfspillet, berettede Brian Åmossen fra TGS til Uge Nyt.

Nyt: Fyraftensspil

I øvrigt kan vi fortælle, at TGS som noget nyt i Trelleborg Golf Klub nu inviterer til Fyraftensgolf hver anden fredag (i lige uger).

Fyraftensgolf spilles over 9 huller med gunstart kl. 17 og der spilles på Pay & Play banen. Alle kan deltage, så tag endelig familie-venner-arbejdskollegaer eller naboen med.

Præmiespil...

Det koster kun en tyv'er at deltage, hvis man er medlem af TGS og pengene går til præmier. Familie, venner m.v. spiller gratis, men skal dog ligeledes betale 20 kr. til præmier.

Er man golfspiller, men ikke medlem af TGS, koster det yderligere i greenfee.

Også gratis aktiviteter

Ganske gratis aktiviteter for dem som ikke er golfspillere bydes der også på: Der bliver arrangeret spil på Par 3 banen, 'træning' på driving range, putning og andre aktiviteter for dem, der ikke har det grønne kort.

Efter turneringen og aktiviteterne mødes man i Lilje cafeen til præmieuddeling, og der vil være mulighed for fællesspisning.

Ønsker man at deltage skal der tilmeldes på golfbox senest torsdagen før kl. 08, oplyser man i TGS.