Klik og se annoncen

Af John Hansen

En tidlig mandag aften - efter smuk afsyngning af N. F. S. Grundtvigs dejlige Nu falmer skoven-sang - kom Budget 2018-21 på plads og i hus på rådhuset i Slagelse.

Som tidligere fortalt i disse VD-spalter skete det med stemmerne fra fem partier og grupperinger: Dansk Folkeparti, SF (Helle Blak), Fair Balance (Michael Gram) samt 'de to store drenge i klassen', Socialdemokratiet og Venstre.

Knuth: 'Tillykke til os alle'

'Og nu har vi et budget 2018-21. Tillykke til os alle sammen,' kunne borgmester Stén Knuth, V, kl. præcis 18.18 konstatere i byrådssalen.

Forud var gået et møde, hvor alle parter havde fremført deres respektive argumenter.

Efterfulgt af en række ændringsforslag fra primært Enhedslisten.

Givetvis gode, positive forslag - som dog alle blev stemt grundigt ned, bl.a. fordi de andre jo var i et forhold af en aftale om budgettet. Så kun EL stemte for.

Blandt andet omkring Café Backstage i Skælskør, Forsorgsmuseet i Slagelse, Rusmiddelcentret, landsbypedeller, modtageklasser og kostinformation.

LA fik Jens Jørgensen med

Dertil kom et enkelt forslag fra Liberal Alliance, til gengæld 'et meget vigtigt' (ifølge Villum Chr.) omkring ny organisering med 'frit valg for institutionernes administration og bygningsdrift fra 2018'.

Bortset fra Jens Jørgensen fik det ingen konkret støtte - men det vil det få senere, hvis vi får magt efter valget, som Villum også lovede og proklamerede.

Argumenterne for...

I den ventede rækkefølge kunne man ellers denne aften høre gruppeformændene, først fra de fire partier, der direkte er medunderskrivere af budgetaftalen, levere deres efterhånden kendte argumenter for.

De kvitterede alle for diskussioner og hårde forhandlinger, hvor der var blevet givet og taget til det sidste. Sådan er politik jo.

Knud Vincents fra Venstre lagde ved 2. behandlingen for med at takke alle kolleger for gode samtaler og forhandlinger. 'Jeg er meget glad for den fælles anerkendelse og forståelse, der gjorde, at vi kom frem til en aftale...det er godt for borgerne. Og ikke mindst for vore medarbejdere,' pointerede Vincents.

Dyrby: Hold budgettet!

John Dyrby Paulsen, Soc., fremførte bl.a., at han 'var glad for, at vi nu tager de økonomiske problemer alvorligt.'

Dyrby sagde, at det vigtigste ved et budget er, at man holder budgettet - 'det som jo ikke rigtigt er sket før.' Og derfor er det nu her, der skal sættes ind. Ubalancen på driften skal væk.

'Så jo, jeg ser en smuk, rød tråd ind i dette budget helt fra forårets forhandlinger,' understregede S-gruppeformanden.

Ann & Blak

Ann Sibbern fra Dansk Folkeparti bekræftede sin og sit partis glæde over, at det var lykkedes med så stor bredde bag budgettet. 'Det er godt. Og alle har bidraget,' påpegede hun.

Hun var da helst foruden skatteforhøjelsen, men der var ingen vej udenom, når vigtige serviceting for ældre og børn og unge skulle fastholdes.

SF's Helle Blak glædede sig ikke mindst over, at S og V havde fundet sammen i et måske lykkeligt, problematisk (?) ægteskab. 'Og så er det jo godt, at vi mindre partier er der til at holde jer i ørerne."

Blak var tilfreds med, at skatteforhøjelsen havde luget ud i besparelserne...

Gram & Clausen

Michael Gram fra Fair Balance roste flere for 'et fantastisk budgetforslag' ud fra situationen.

Han fremhævede, at Slagelse - med den lidt svære og ærgerlige befolkningssammensætning - på ingen måde kunne fastholde så lav en skatteprocent.

Enhedslistens Thomas Clausen fortalte, at hans parti var med i 13 ud af de 14 timer med direkte budgetforhandlinger til sidst - men man kunne ikke være med til målstregen grundet skatteting, der bare ikke var afbalancerede.

Clausen noterede, at administration og embedsfolk i høj grad styrede budgetslaget...

Villum: Ændringer nu!

Villum Christensen fra LA gennemgik en større samling af dårlige sager fra de seneste år. (Læs mere i Søndagsavisen). Og LA ønskede ifølge Villum 'ikke at gå imod og opponere for at lave ballade, men for at redde kommunen'.

Han krævede ændringer i både ledelse og organisering, hvis tingene skal gå bedre fremover.

Villum & Troels vil f. eks. ikke have 300 mand til at køre rundt i biler fra kommunens Ejendomsadministration. Det hverken gavner eller sparer noget, mener de.