Klik og se annoncen

På Thorsbjerggaard ved Skælskør har Peter Brødsgaard og hans medarbejdere dyrket ikke mindre end 22.000 græskar, der skal pynte til Halloween i Tivoli fra den 13. oktober! I sidste uge blev de mange tusinde græskar fra Skælskør transporteret til København. Der skulle i alt tre ture til, med ca. 7.000 græskar på hvert læs.

- Her på Thorsbjerggaard laver vi en rigtig stor produktion af alle mulige græskar. Spisegræskar, halloween-græskar, og så en masse specielle græskar ind til Tivoli. I år der har vi fået en ordre på ca. 22.000 til Tivoli, så det er jo ét af de gode år, fortæller Peter Brødsgaard, Thorsbjerggaard.

- Vi er lidt stolte af, at vi er valgt som leverandør til Tivoli, det skal da ikke være nogen hemmelighed. Vi glæder os til, vi skal ind i Haven og se dem sammen med alle vores medarbejdere. De synes også, det er en stor dag. Alt det, de har gået og passet hele sæsonen, og kigget på. Det er startet fra en lille bitte plante, og så ligger der sådan nogle store græskar nu - de største vejer 70-80 kilo - så det er en spændende produktion.

I Tivoli starter Scary Halloween som nævnt d. 13. oktober, og fortsætter frem til d. 5. november. Traditionen tro flot pyntet op og med et væld af aktiviteter. En af nyhederne er Det Hjemsøgte Børnehjem - man kan også få taget en ægte monster-selfie og lørdag d. 28. oktober afvikles det spektakulære optog Monsters Night Out, med zombier, gengangere, kendte filmuhyrer og andre skrækindjagende væsener. Se evt. mere på www.Tivoli.dk