Klik og se annoncen

- Det har ikke bare været et job: Det har været en fornøjelse. Jeg har virkelig haft det godt, både med det spil jeg har haft med patienterne, og i kammeratskabet med kollegerne, fortæller Peter Matthiessen, her hvor de sidste dage på jobbet nærmer sig med raske skridt.

Egentlig lå det ikke i kortene, at livet som tandlæge skulle leves i provinsen.

- Jeg er født og opvokset i København, og havde aldrig troet jeg skulle udenfor byen. Men da jeg blev færdigudlært i 1977, blev jeg indkaldt til militæret og lå i Vordingborg et års tid, hvor jeg var militærtandlæge og arbejdede privat om eftermiddagen.

Smag for provinsen

Der fik jeg virkelig smag for provinsen. Det at man lærte hinanden meget mere at kende end man dengang gjorde i København, det tiltalte mig. Plus mulighederne for at dyrke sport - jeg har dyrket både fodbold, håndbold, tennis, badminton, cykling og senest golf.

Så fra 1978 til 1982 arbejdede jeg hos tandlæge Danielsen i Fuglebjerg, som var en rigtig god arbejdsplads, og i 1982 var min bror Henrik og jeg så heldige at vi fik mulighed for at købe klinikken her i Slagelse, af Keld Thomsen.

Her fulgte travle år, hvor de to tandlæger har arbejdet side om side i klinikken.

- De kan deres kram

- Indtil for tre år siden, hvor tandlæge Jens Ilfeldt Lassen købte Henriks andel, og pr. 1.1.2015 overtog Stine Thøsing Andersen min del. Siden har jeg arbejdet som assistent her, fortæller Peter Matthiessen, som ikke lægger skjul på sin respekt for de nye tandlæger i klinikken.

- Det har været supergodt at arbejde sammen med dem. Deres store kendskab til moderne tandpleje har været et godt input - man skal ikke kimse ad de unge og deres nye ideer og måde at arbejde på. Det kan godt være, vi har nogle fordele som 'gamle' tandlæger, men de unge har også store fordele, og det er med fuldstændig ro i sindet at jeg stopper. Jeg ved, de kan deres kram, understreger Peter.

Og selv om det ikke bliver let at sige farvel til hverken patienter eller kolleger, er beslutningen absolut gennemtænkt.

- Jeg tror, det er det rigtige, siger Peter Matthiessen. Gift med Karin, sammen har parret døtrene Maria på 23 og Kristina på snart 26, som i dag begge bor i København.

- Huset i Slagelse har vi solgt, og vi er flyttet ud til Stillinge Strand, hvor vi nyder stilheden og freden, smiler Peter Matthiessen, som har masser af gode ideer og intentioner for fremtiden.

- Jeg ser frem til at få tid til at rejse, dyrke mine fritidsinteresser og besøge mine børn i København. Og så håber jeg at få en masse tid til alle mine gode venner i omegnen.

Men først efter afskedsreceptionen for venner, familie og patienter. Den afholdes fredag d. 28. april kl. 14-17, i klinikken, Tandlægerne i Slagelse, på Nygade 6, 1. sal, i Slagelse.