Klik og se annoncen

Af Steen Andresen

Bus: Den er noget af et scoop for det lokale Danmarks Busmuseum, og er pengene ikke snart samlet ind står flere interessenter klar, bl.a. busentusiaster fra Sverige.

Dodge-brødrene Horace Elgin Dodge and John Francis Dodge døde begge af influenza i 1920 og fabrikken blev først solgt til et relativt ukendt automobilfirma og i 1928 til Chrysler.

Den fantastiske lille bus er altså den sidste i rækken af køretøjer under Dodge-ledelse, og den står i øjeblikket skilt ad i en jagtstue i Nordsjælland. Med plads til 12 passagerer og til en pris af 100.000 kr.

LÆS OGSÅ: Optik Skælskør udvider medarbejderstaben

En unik bus for vort busmuseum i Skælskør, fortæller Ole Vang, og hvor ville det nye Danmarks Busmuseum være glad for små som store donationer fra borgere og firmaer, så vi kan få den hertil, inden den sælges til Sverige. Den er ganske enkelt helt speciel.

Hotelbus

Opfordringen om sponsorater til den specielle lille bus kom i onsdags, da Ole Vang havde indbudt borgmester, kulturudvalgsformand og kommunens Erhvervs- og Turistforeninger til Danmarks Busmuseum for at fortælle om busserne, arbejdet og fremtidige sponsorater, der vil give museet et skub videre i den fantastiske udvikling, museet allerede har været igennem.

Og er der nogen, der kan tale en bus ud fra et stoppested, så er det Ole Vang, leder af Danmarks Busmuseum på Værkstedsvej i Skælskør.

Han fortalte begejstret de fremmødte om de allerede 38 kørende busser, som museet er i besiddelse af samt om det seneste scoop, hotelbussen med køjeindsatser til 40 personer. En bus fra 1979 og fundet i Haslev.

Og ikke mindst om den lille bus fra 1928, som Ole Vang brændende kunne tænke sig at indlemme i museets øvrige unikke samling af herlige gamle busser.

Vil du være med til at give museet en kærkommen julegave, så kontakt Ole Vang på 30 60 67 60 eller send en mail til Danmarks Busmuseum info@veteranbusserne.dk.