Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Kultur: Skælskør er muligvis Slagelse Kommunes mindste købstad, men de er store på udbuddet af kulturelle oplevelser, og Kulturel Folkefest anno 2017 var bestemt ingen undtagelse.

Over tre dage var byen fyldt med aktiviteter - nogle kunne man selv tage del i, andre kunne man læne sig tilbage og lade sig underholde af. Og der var lidt for enhver smag.

'Det er gået rigtig godt over hele linjen,' siger Pernille Kirkeskov-Hansen, formand for foreningen Skælskør År2000, der er arrangører af weekenden.

LÆS OGSÅ: Store majs til labyrint i år

Hun er særlig stolt af, at man under netop Kulturel Folkefest formår at skille sig ud fra byens øvrige stolte traditioner og flotte arrangementer, ved at tilbyde noget, der er lidt anderledes.

'Der er så meget forskelligt at vælge imellem. Og det må godt være lidt på kanten noget af det. Det skal gøre noget ved én,' lyder det fra Pernille Kirkeskov-Hansen, der ikke vurderer en succes på antal besøgende, men lige så meget på udvalget af aktiviteter.

LÆS OGSÅ: Høstfest for børn og andre barnlige sjæle

Fantastiske Lis Sørensen

Et af de tilbud, der var på kanten var Doom Room - en virtual reality oplevelse i kælderen under Bruuns Hjørne. Her fik mange en helt speciel oplevelse med lidt gys på.

På den anden side af gaden i Skælskør kirke fik et forventningsfuldt publikum alt hvad de kom efter og lidt til, da Lis Sørensen tog dem med storm under aftenkoncerten. Hun gik simpelthen kirken rundt med sin mikrofon for at komme i øjenhøjde med sine tilhørere. 'Hun var fuldstændig fantastisk,' siger Pernille Kirkeskov-Hansen. Billetterne til koncerten var i øvrigt revet væk på godt en halv time.

Fredagen bød også på aftenåbent i butikkerne, masser af musik samt sport og leg. En rigtig hyggelig aften, hvor man i sit eget tempo kunne slentre rundt og få set på det hele og sludre med venner og bekendte undervejs.

Børnene skal have kvalitet

Lørdag er særligt sat i børnenes tegn, og det flotte vejr lokkede rigtig mange ned i området ved havnen, hvor der både blev set på fiskeauktioner, handlet lopper, brugt krudt og nydt underholdning for bare at nævne lidt.

Og børnene bliver prioriteret i valget af underholdning og workshops. 'Børnene skal ha' det bedste,' fortæller Pernille Kirkeskov-Hansen, der lægger vægt på at man ikke underkender børns evne til at suge gode oplevelser til sig.

Dagen startede dog helt traditionelt i Algade med butikkernes morgenbordskonkurrence. I år var det Butik Mille, der løb med æren - valgt på afstemning blandt byens borgere.

Lørdag aften var de voksnes aften. Her var taget ved at lette på Det Røde Pakhus, hvor omkring 200 feststemte gæster flittigt fik rørt danseskoene til Whats Ups glade musik.

Søndag blev i den roligere ende som en fin afrunding på en flot Kulturel Folkefest i år.

Se mere til folkefesten

Der er mulighed for stadig at opleve en bid af folkefesten, idet man i Magasinet i Strandgade den kommende weekend kan se en film fra fredag aften, hvor kunster Stinne Bo skar et kunstværk i papir - en helt unik oplevelse. Den vises i udstillingens åbningstid.

Og så har vi samlet lidt stemning fra fredag i en video, der kan ses sammen med en stribe billeder fra weekenden på vdonline.dk.

Kulturel Folkefest i Skælskør er tilbage næste år fredag den 31. august til søndag den 2. september.

Se video fra fredag her: