Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

"Vi har et kæmpe problem," lød det fra Adalbert Oschiscning, initiativtager og medarrangør af Drengerøvsaften i Skælskør. "Vi har simpelthen ikke plads nok til alle bilerne."

For Drengerøvsaften anno 2016 blev en kæmpe succes, så overvældende, at Skælskør faktisk ikke var helt stor nok til at rumme den. I Algade kunne man, side om side med tusinder af øvrige besøgende, kæmpe sig med sneglefart gennem gaden. Og de udstillede biler og motorcykler? Dem kunne man slet ikke se her.

Hele humlen bag Drengerøvsaften er, at arrangørerne på forhånd ikke kan vide, hvor mange biler og besøgende, der kommer, da det ikke kræver forhåndstilmelding. Man kommer bare. Og da klokken var 19 var de første 500, samt de næste 500 og de ekstra 500 billetter til bil- og motorcykelejere uddelt. Og så var der simpelthen ikke flere billetter, mens biler blev ved med at ankomme.

Besøgstallet tør vi knap nok gætte på, men de første 10.000 har der været i løbet af aftenen og nok også en hel del flere. "Jeg var her for to år siden, men der tror jeg altså ikke der var så mange mennesker som i dag," lød det fra en ung Korsørpige, der havde taget turen til Skælskør. Og vi vover pelsen og giver hende ret. 2016 må blive rekordår.

"Vi har haft to busser, der har kørt i pendulfart mellem Skælskørhallen og her, men de kunne slet ikke følge med. Vi har måttet ringe efter en tredje," fortalte en travl Adalbert Oschiscnig, som bekræftelse på, at søgningen til byen var enorm.

Vejret var en afgørende faktor i succesen. For det var en forårsaften af de flotte og det lokkede ekstra mange på gaden. Og selv om der var mange desperate blikke over den enorme menneskemængde, så var der lige så meget herlig snak, grin og smil rundt omkring i bybilledet.

I alle mad- og udskænkningssteder stod personale med sved på panden, som nok er godt trætte ovenpå den aften, hvor der i den grad var tryk på kedlerne.

Og hvad så med Drengerøvstemaet? Holdt det stadig? Ja, i den grad. Der var biler og motorcykler i alle afskygninger. Børn sad med brede smil bag rattet i Falcks brandbiler, mens voksne med hang til fart drønede ud i fjorden i ribboat tur efter tur.

Og ingen Drengerøvsaften uden en overraskelse - i år en jetdrevet cykel. Jo, du læste rigtig en cykel med jetmotor, der osede og larmede, men var et herligt syn og et tegn på, at det her var en rigtig Drengerøvsaften, hvor der netop er plads til det skæve, som kun en rigtig drengerøv kan finde på.

Der var også de flotte, de skinnende, de hurtige, de farverige, de gamle, de rigtig gamle og bare det fede biler og motorcykler.

Har succesen så nu vokset sig ud af Skælskør? Baseret på i dag, ja, så er byen næste for lille til så stort et arrangement. Men det er det, som tidligere nævnt, uforudsigelige. For ingen ved, hvor mange der kommer næste år. Men det er klart at arrangørerne må efterevaluere, når de har hvilet ovenpå aftenens overvældende succes i år.