Klik og se annoncen

Af Steen Andresen

Solen bragede fra en skyfri himmel, Skælskør Marinegarde satte sig i bevægelse og de 32 fightere fulgte trop. Stafetten 2017 var sat i gang. Fra scenen kørte Allan Nicolaisen sikkert og professionelt det store arrangement over 24 timer i mål søndag eftermiddag kl. 12.00.

Efter et fantastisk døgn bag Skælskørhallens skrånende tag nede på det grønne græstæppe i de opstillede hvide telte.

Flot underholdningsprogram

Omkring 350 frivillige deltog i det gigantiske program, der akkompagnerede fighterne og deres ledsageres runder på cindersbanen i alle 24 timer. Og det blev i sandhed et brag af en eftermiddag i Skælskør.

Til duften af de ristede pølser i Danseteltet og det brusende fadøl fra Harboes Bryggeri A/S kørte RayRay derudaf efterfulgt af et tilløbsstykke, donationen af et par hårsætninger af Hairstylisten Dorthe Vestbjerg-Christensen.

Herefter gik Dansehuset på grønsværen og gav alt, hvad de havde i sig til stor begejstring for publikum, hvorefter Allan Nicolaisen kørte en givtig auktion af donerede effekter til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Efter en halv times lækker rytmisk Zumba gav 'Krogens Band' den fuld gas skarpt forfulgt af 'Fire Halve', inden publikum stakåndet måtte hvile sig i Bankoteltet og forsøge at få tallene til at gå op.

Lysposer

Lysceremonien efter Frederik Dahl Larsens dygtige guitarindslag var utrolig stemningsfuld, fortæller konferencier Allan Nicolaisen. Der var mange deltagere, og det var meget smukt. Alle lysposer - omkring 300 - var revet væk, og de var dekoreret dels med følsom tekst eller smukke illustrationer.

Det er helt klart mit indtryk, at folk hygger sig, går rundt og snakker og bliver underholdt.

Ved lysceremonien talte konsulent i Kræftens Bekæmpelse Malene Blomseth Berntsen, hvorefter natten tog fat, mens der stadig blev gået stille runder på cindersbanen, der nu var flankeret af de mange stemningsfulde lysposer.

Søndag

Søndag startede op med en times yoga, hvorefter klovnen Njetski underholdt de mindste. Inden det hele blev rundet af ved guitaristen og sangeren Anders Brandt og af Hanne Kousgaard, der glædede sig over det gigantiske arrangement var så succesfuldt overstået.

Det har været fantastisk! Ikke alene står man sammen, man spiller også sammen, og det hele bliver en stor fælles sag.

Overskuddet ligger tæt på sidste års hjælp til kræftens Bekæmpelse på 140.000 kr. Der er blevet gået 12.073 omgange på cindersbanen, og det svarer til 4.840 km, det er over 1000 km mere end sidste år.

Vi skal nok omstrukturere lidt til næste år, fortsætter Henne Kousgaard, men ellers mener jeg, at konceptet holder, og det har været alle tider stafet. Der er mange frivillige fra Slagelse, men Korsør kommer noget efter. Og en hjertelig tak til alle vore sponsorer - uden dem var der ganske enkelt ikke noget Stafet for Livet!

Sluttelig vil jeg sige, at i dag smiler vi allesammen om kap med solen!