Klik og se annoncen

Skælskør: Nu er det tid for forhåndstilmelding til årets Julemærkemarch. Den afvikles søndag den 3. december.

I Skælskør kan der som sædvanligt startes fra Julemærkehjemmet mellem kl. 9 og 11. De to ruter er på henholdsvis 10 og 5 km.

Julemærkemarchen er en rigtig familiebegivenhed, hvor man kan være med for bare 60 kr. pr. deltager ved forhåndstilmelding (70 kr. ved tilmelding på selv marchdagen). Så får man til gengæld også efter marchens gennemførelse en flot marchmedalje med motiv fra årets julemærke og støtter de danske Julemærkehjem.

Forhåndstilmelding skal ske senest den 15. november via www.julemaerkemarchen.dk , som giver alle oplysninger om betaling. Husk at angive startsted 37 for Skælskør. Tilmeldingen bliver ikke registreret, før pengene er modtaget. Når man ikke forhåndstilmelding, kan man altid møde op på selv marchdagen og deltage.

I hele landet vil marchhold med mindst 10 forhåndstilmeldte deltagere modtage en medaljeplakette. Sidste år var der 26 hold i Skælskør.

I Skælskør er der til de tre største, forhåndstilmeldte, medaljetagende hold vandrepokaler, skænket af hhv. Sparekassen Sjælland, Harboes Bryggeri A/S og Odd Fellow Logen 83 Broen. I 2016 var de største medaljehold Odd Fellow Logen 83 Broen Skælskør med 166 deltagere, Skælskør Solskinsmotion med 59 og Eggeslevmagle SG&IF med 51.

I hele landet er der 65 startsteder og der ventes op mod 20.000 deltagere til Julemærkemarchen. Skælskør har altid ligget deltagermæssigt fint på landsplan. Sidste år lykkedes det igen at komme på en fornem førsteplads med 1.718 deltagere.

Håbet er derfor, at Skælskør med en god tilmeldingsindsats, især hvad angår hold, kan øge igen og for 20. gang i træk bringe sig op på det største deltagerantal i landet.

Skal vi nå de 2.000 deltagere lokalt? Det kunne jo være en ny, god oplevelse - også fordi overskuddet fra Julemærkemarchen i 2016 gav 1.165.000 kr. til de nu fem julemærkehjem til gavn og glæde for de trængte børn, som årligt får et ophold til afhjælpning af en række tidstypiske psyko-sociale problemer.

Derfor, og selvfølgelig for motionens og det hyggelige samværs skyld, er det en god og velgørende idé at melde sig til Julemærkemarchen.