Klik og se annoncen

Korsør: Lørdag d. 16. september afholder 'Folk Korsør' igen et lørdagsarrangement i Korsør Kulturhus på Skolegade. Også denne gang byder arrangementet på tre navne, som vil tilbyde en bredde i folkemusikken og som byder på nye som kendte navne.

De tre musikalske navne vil være Norr, Nor og Jarl.

Norr kommer fra Odense/Nyborg og består af en up-coming trio, bestående af tre unge piger. De to søstre Rikke og Ida Lundorff byder sammen med deres veninde Martine Madsen på folkemusik med indie- og popinspirationer. Dette præsenterer de tre piger med vokalharmonier og instrumentering i primært hjemmelavede numre med vægt på tekstdelen, ofte inspireret af autentiske hændelser.

NORR havde bl.a. på årets Strib-festival og ved flere af sommerens festivaler stor succes.

Da den lokale folkemusiker Helge Arildsø døde for tre år siden i Korsør, blev der til minde om ham og for at støtte en af hans kæpheste, nemlig støtte til unge, kommende folkemusikere, indstiftet en årlig pris som 'årets Helge'. Støtten til de foregående års navne har betydet alverden for de nominerede og i år gik prisen til Jarl Jacobsen fra Møn. Prisen betyder, at vedkommende får et antal koncerter, bl.a. på Skagen- og Tønderfestivalen og tilbud om hjælp til videre pr-arbejde.

Jarl Jacobsen kommer som nævnt fra sydhavsøerne - i øvrigt ligesom sidste års Helge , Walther - og dermed fra 'Udkantsdanmark'. Dette og samværet med mennesker giver stor tekstmæssig inspiration til Jarl, som optræder både med og uden orkester.

I maj blev Jarl kåret som årets Helge i Kulturhuset, hvor de mange andre musikalske navne var med til at spille og kåre ham som årets Helge.

Lokale Nor behøver nok ikke den store præsentation. De fire rutinerede musiker og gamle venner tilbyder stadig medrivende og indlevende maritim folkemusik. De fire herrer, Ronny Heicker, Bob Schulze, Torben Heegaard og Jens Albert har videreudviklet musikken siden de hedengangne Forebitters-dage og har ikke mindst denne sommer været på landevejen og spillet sig varm.

De åbnede Kongegårdslørdagene, de havde stor succes på årets Skagen-festival og er lige vendet hjem fra Bretagne i det nordfranske, hvor de også spillede med stor succes ved årets megastore maritime festival i Paimpol med i alt ca. 130.000 tilskuere. Hvor orkestret som Forebitters i øvrigt også spillede i 2001. Så de fire lokale herrer glæder sig til endnu en gang at spille for sit lokale publikum.

Koncerten starter kl. 14.00. Billetterne til folkarrangementet kan bestilles på Kulturhusets hjemmeside eller - hvis man tør - ved indgangen.