Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Kåring: Årets Korsørhjerte er en pris, der uddeles med hjertet til en person, der har hjertet på rette sted. En person, der ulønnet gør en forskel for andre. Ham, der altid skovler sne foran dit hus, besøgsvennen, idrætslederen, den frivillige, der altid stiller op og gi'r lidt af sig selv og sin tid for blot at nævne et par eksempler.

Mulighederne er mange, for der er faktisk mange derude med hjertet på rette sted. Mange for hvem, det er helt naturligt at hjælpe andre og nu kan du indstille den person du synes har fortjent et ekstra skulderklap.

Med anerkendelsen følger et 'Korsørhjerte' - en sten fra vores lokale strand, dekoreret af kunstner Susanne Thea. Derudover bidrager en række lokale erhvervsdrivende og klubber med en gavecheck på 1.000 kr., en kurv med godter, vin samt en middag for to. Sidste års modtager blev Jimmy Jørgensen for sit uselviske arbejde med at lave arrangementer, hvor alle har mulighed for at deltage og hvor alle er velkomne, bl.a. juleaften, fællesspisninger, fastelavnsfester, sankthansaften m.m.

Lad os værdsætte hinanden

Det er Susanne Thea og Heidi Nielsen fra Korsør Ligkistemagasin, der er initiativtagere til Året Korsørhjerte. 'Lad os lægge mærke til hinanden og værdsætte hinanden,' siger Susanne Thea, der håber at andre, som hun, vil se prisen som en 'vi værdsætter dig i byen' hilsen. Med andre ord et budskab om at sprede mere næstekærlighed i Korsør, som de to prisindstiftere holder så meget af.

'Prisen skal være folkelig og lokal, en hyldest af den frivillige, der lige gør noget ekstra,' fortsætter Susanne Thea. Eneste krav er faktisk, at det skal være en person bosiddende i 4220 Korsør.

Indstil senest 31. maj

Du kan indstille en person til Årets Korsørhjerte 2017 ved at udfylde kuponen her i avisen og sende den til: Korsør Posten, Nytorv 10, 1. sal, 4200 Slagelse mrk 'Korsørhjertet'. Du kan også lægge indstillingen i vores postkasse enten i Føtex eller på Korsør Bibliotek. Endelig kan du også maile os din indstilling på adressen: ks.red@sn.dk. Vi skal have indstillingen i hænde senest onsdag den 31. maj.

Selve prisen overrækkes under årets første Cityevening fredag den 16. juni.

Bag uddelingen af Årets Korsørhjerte står Susanne Thea, Korsør Ligkistemagasin, Korsør MadMarked, Søberg Vin, Butik Grønlund samt Lions Club Korsør, Korsør Nor Rotary Klub og Korsør Rotary Klub.