Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Pris: Da Bjarne og Lis Jørgensen stod overfor beslutningen om, hvorvidt deres charmerende og historiske hus på Skovbrynet 10 i Korsør skulle have et moderne tegltag eller et nyt stråtækt tag, var beslutningen egentlig ikke så svær. For når man allerede har lagt så mange kræfter i at bevare et hus' sjæl og æstetik, så er der kun et valg.

Og det er blevet bemærket. Ikke kun af naboer og dem, der lægger gåturen forbi huset, men også af Bevaringsforeningen for Korsør og Omegn, der har hædret husets ejere med årets plakette for en smuk renovering af et bevaringsværdigt hus, der dateres tilbage til 1840'erne, opført af Kähler familien.

"Det er glædeligt at se, hver gang man kører forbi, at der er nogen der har taget initiativ til at lave noget, der er så flot," lød det fra Gyrit Kaaber fra bevaringsforeningen.

Huset er en livsstil

Den umiddelbare reaktion på, at de skulle have prisen, var forbløffelse fra parret, men det har ved eftertanke vendt sig til stolthed.

"Vi siger tak for påskønnelsen. Vi har bevaret det (huset red.) så vidt det er os muligt," kvitterede Bjarne Jørgensen.

Han og fru Lis købte huset tilbage i 1974. Her var der hverken lagt strøm, vand eller kloakering ind til ejendommen.

"Vi forelskede os i huset. I stedet for store rejser, har vi brugt pengene på huset," fortæller Bjarne Jørgensen, der selv har lagt mange timers arbejde i restaureringen hen ad vejen.

"Det er en livsstil," smiler han og glædes over, at huset står så smukt som det gør, og danner rammen om deres hjem, hvor børnene er vokset op og nu børnebørnene kommer på besøg.

Overrækkelsen af bronze plaketten fandt traditionen tro sted på Korsørs fødselsdag, i år på 589 års dagen, med kanonsalut og skål for Korsør.