Klik og se annoncen

Korsør: Kunstnerværkstedet Kabeldepotet i Korsør indbyder til tre spændende begivenheder i forbindelse med 'Sommer på Korsør Fæstning'. De finder sted lørdag den 19. august mellem kl. 14 og 17.

Der indledes med foredrag om kunst med Adrian Lloyd Hughes, kendt fra bl.a. tv. Hvorfor er 138 transparente plasticposer fyldt med vand i et diset lokale et kunstværk? Kan man gå i operaen uden at have smoking på? Og hvorfor har de fleste af os svært ved at se forskel på dyre kunstinstallationer og de ting, som rengøringspersonalet efterlader? Adrian Lloyd Hughes giver nogle af svarene i sine humoristiske og oplysende foredrag om den kunst, vi alle omgiver os med, men som få af os rigtig forstår.

Oprindeligt er Adrian Lloyd Hughes fra Wales, men kom som barn til Danmark, hvor han også senere blev uddannet som journalist. Danskerne kender ham nok bedst fra tv-programmer om kultur og kunst - måske især fra Smagsdommerne på DR 2 og DR K, der efterhånden har kørt i en række år.

Adrian Lloyd Hughes startede journalist-karrieren som praktikant på DR. Siden har han arbejdet på ungdomsprogrammet P4 i P1 og været ansat hos TV2 Lorry. Adrian blev i 1996 ansat hos DR 2, hvor han har været gennem flere år som vært på blandt andet Kulturfredag, Kulturjournalen, Spot, Tematirsdag og så naturligvis Smagsdommerne. Derudover er Adrian Lloyd Hughes vært på Kunstquizzen hos DR K.

Samme lørdag udgives og præsenteres en malebog for børn med Korsør motiver. Tegningerne er udført af lokale kunstnere, der er tilknyttet og arbejder i Kunstnerværkstedet. Malebogen er gratis for børn.

Efter foredraget fortsættes med maling for børn, hvor børnene kan farvelægge tegningerne eller andre motiver under vejledning. Malerekvisitter vil blive stillet gratis til rådighed under besøget.

Alle er velkomne til arrangementet, og der er som sædvanlig gratis adgang. I dagens anledning bydes der på en forfriskning til både børn og voksne.