Klik og se annoncen

Golf: Igen i år var der stor opbakning til den årlige festuge i Korsør Golf Klub. Festugen blev afholdt den sidste uge i juli måned, og selv om vejret i år ikke viste sig fra den bedste side, så trodsede 1.250 golfspillere vejrguderne.

I modsætning til vejrbarometret, der flere gange stod på regn og blæst, så stod humørbarometret hver dag på maksimum. Den glade, livlige og positive stemning, der kendetegner Korsør Golf Klub kunne ikke ødelægges af lidt regn. Festugen sluttede lørdag aften med et brag af en fest, hvor 70 festklædte medlemmer slog sig løs i klubhuset.

Det siger sig selv, at når der nogle dage skal mere end 200 spillere igennem de 18 huller, så bliver det til lange dage for kontor, café og ikke mindst de mange frivillige. Det frivillige arbejde er absolut forudsætningen for, at et så stort arrangement kan gennemføres. Heldigvis glæder både deltagere og frivillige sig allerede til næste år. For mange er festugen en naturlig del af sommerferien.

'Vi skylder en stor tak til alle, der er med til år efter år at gøre festugen i Korsør Golf Klub til noget særligt, herunder også vores mange sponsorer, der gør det muligt at præsentere et flot præmiebord til alle festugens turneringer,' fremhæver Korsør Golf Klubs formand Poul Møller.

Junioruge

Allerede ugen efter gik det løs igen. Denne gang med Dansk Golf Unions junioruge, der blev afholdt i flere danske klubber. Korsør Golf Klub var naturligvis med, og det store arbejde som klubbens juniorudvalg, træner og frivillige havde lagt i arrangementet bar absolut frugt.

27 unge i alderen 6 - 16 år deltog i de 3 dage i træning, konkurrencer, sjov og leg. 'Nye kammeratskaber blev etableret og mon ikke flere af de unge mennesker har fået smag for golfsporten og det gode juniormiljø i Korsør Golf Klub,' slutter golfklubbens formand.