Klik og se annoncen

Af Vagn Ryager

Indvielse: Fra morgenstunden var det store telt gjort klar til alle de morgenduelige, der med stor appetit gik i gang med morgenkaffen med tilhørende rundstykker og pålæg i lange baner.

Allerede fra formiddagen havde de mange børn med stor iver erobret de mange nye legemuligheder, der pludselig var dukket op på den nye plads. På bedste sørøvermaner blev det store klatrenet under høje råb erobret, mens den sjove fitnessafdeling viste sig også at kunne bruges til sjove lege.

For de mindste var der en stor sandkasse, som i kombination med rindende vand var helt uimodståelig for børnene, der 'bagte' sandkager i stribevis.

Midt på pladsen er placeret nok verdens største redningskrans, hvor der i midten er en lille cirkulær pannabane indrettet, beregnet til minifodbold.

Bevares, det hele var endnu ikke helt færdiggjort men var dog nået så langt, at det gav rimelig mening at holde den officielle indvielse i lørdags. Efterfølgende venter så en lidt pænere udlægning af de næste lag asfalt og en opbygning af stadepladsen mod Havnegade. Her går håndværkerne i gang her i oktober måned.

Der bliver også plantet en lang række træer og i det hele taget vil der løbende bliver foretaget diverse udsmykninger, så Solens Plads til foråret næste år kan fremstå med den endelige finish.

Åbningstaler og musik

Slagelse Garden var trukket op allerede fra morgenstunden og var i høj grad med til at anslå de festlige toner på indvielsesdagen.

Kl. 10 bød detailchef og formand for Bymidtegruppen velkommen. Jørn-Ole Didriksen understregede den meget store borgerinddragelse, der havde kendetegnet hele processen, idet i alt 198 ideer til hvad pladsen kunne anvendes til nu er samlet i en hvidbog.

Selvfølgelig kunne alle disse forslag ikke blive gennemført, men der var blevet udvalgt hvad man mente gav bedst mening. Didriksen håbede at pladsen aldrig blev færdig forstået på den måde, at der forhåbentlig hele tiden ville ske nye aktiviteter så pladsen altid ville summe af liv og ideer.

Borgmester Stén Knuth fik herefter ordet og understregede, at der nu var skabt en flot plads, et hyggerum for borgere og besøgende. Kommunen har med Solens Plads skabt rammerne, som borgerne nu kan udfylde til glæde og gavn for så mange som muligt. Den røde snor blev klippet over, og Solens Plads var dermed officielt indviet.

Dampfærgekaptajnen

En ikke annonceret overraskelse på dagen blev overrækkelsen af en bronzestatuette af Dampfærgekaptajnen til erhvervsservicechef Per B. Madsen fra Slagelse Erhvervscenter.

Han er en ildsjæl, der altid og effektivt brænder for - og lykkes med - at tiltrække nye virksomheder til Slagelse Kommune til gavn for alle. Statuetten blev overrakt af formanden for Korsørfonden, Gerner Kristensen.

Så kom Christian Brøns på scenen med sin guitar, hvor han i en lille times tid underholdt de mange fremmødte.

På slaget 12 - eller næsten - entrede Den Kongelige Trio scenen, og så kommer der som altid gang i gaden, det er topunderholdning for børn, og de elsker det.

Ind imellem det hele legede FC Storebælt og volleyklubben med børnene så boldene føg om ørerne på alt og alle. Der dukkede efterhånden også flere og flere tilhørere op med bæreposer, fyldt med de mange gode tilbud som forretningerne på festdagen havde fristet med.

Desværre måtte Dandanell and The Far Out Boys aflyse den planlagte koncert, da guitaristen under opsætningen af udstyret havde fået en 29 kilo tung højttaler i hovedet. Det kostede en tur på skadestuen samt en hjernerystelse. I sidste øjeblik trådte trioen '2 Times' til så der alligevel kom lidt musik ud af det.