Klik og se annoncen

Af Vagn Ryager

Til den første af slagsen, der blev afholdt i fredags, var der dog lige rigeligt med blæst og oven i købet en temmelig kold en af slagsen. Selv om mange borgere pr. tradition havde sluttet op om arrangementet, var der derfor væsentlig færre deltagere end de tætpakkede gader, der normalt ses.

Men en ekstra trøje og jakke var tilstrækkeligt til at få tændt for den sædvanlige gode stemning i byen.

Ved Føtex var opstillet borde hvor der kunne nydes en øl eller to akkompagneret med gode rytmer og sang fra en guitarsolist. SK-Forsynings store boremaskineafspærring fyldte rigeligt på pladsen. Det samme byggehalløj dominerede Solens Plads, men pyt med det.

Søberg Vin havde sat overdækning op og her nød mange aftenen. Det samme hos Madam Bagger udenfor på den nyanlagte terrasse, som er omkranset med et nyt smedejernsgelænder. Her var fyldt godt op, og kulden så ikke ud til hverken at dæmpe appetitten eller tørsten. Bagergården med Mc Allister`s Pub henlå i total skygge og havde kun fornøjelse af den stride blæst. Det forhindrede dog ikke, at der var fyldt godt op.

Også Algade og Nygade kunne tiltrække aftengæsterne med mange rigtig gode rabattilbud i forretningerne, som holdt åbent helt frem til kl. 22.

Som noget nyt var forretningerne ikke som tidligere lukket fra kl. 17 til 19, men havde butiksdørene åbne den ganske dag og aftenen med.

Som vanligt var der boder hvor bl.a. foreninger kunne præsentere deres aktiviteter.

Korsør Rotary Klub havde igen i år arrangeret en event, hvor børnene for bare fyrre kroner kunne male deres helt eget lille maleri og bagefter tage det med hjem. Det var der mange der gjorde. De indkomne beløb går ubeskåret til børnetelefonen.

På den politiske front var årets yderpunkter i Nygade Venstre og Enhedslisten.

Korsør Hjertet uddelt for 2. gang

Korsør Hjertet blev stiftet af kunstneren Susanne Thea og Heidi Nielsen fra Korsør Ligkistemagasin for at give en af Korsørs mange ildsjæle en anerkendelse for deres empati og store engagement i deres medmennesker. Valget fandt på den borger som flest korsoranere havde indstillet gennem et opslag i Korsør Posten.

Og det blev, meget velfortjent, Rasmus Erichsen med ideen med 'Stop madspild lokalt.' Smid ikke ud når maden i stedet kan blive til glæde for andre. Initiativet er gennem et stort og vedholdende arbejde blevet en gedigen succes, som er godt støttet op af byens forretningsliv.

Den smukke hjertesten blev også ledsaget af gavekort, blomster, gavekurve og meget andet.

Trods bidende blæst igen en succesaften i Korsør City.