Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Indvielse: 'Det skal da prøves.' Sådan begrunder Martin og Morten Vincentz, hvorfor de fredag eftermiddag i frisk vind og kølig sommertemperatur var blandt de allerførste, der tog springet ud fra Korsør nye udspringstårn i det nye havnebad i Halsskov havn.

De to stod dryppende af vand, men storsmilende ovenpå oplevelsen. 'Det var godt. Det var lidt hårdt at svømme ind på grund af strømmen i dag.' Generelt beskriver de to sig selv som adrenalinsøgende, men de har aldrig tidligere hoppet ud i vand højere end fra 5 meter, så det var en førstegangsoplevelse på flere måder. 'Nej, vi har aldrig hoppet så højt oppefra før, ikke uden faldskærm,' grinede de.

Det blev ved det ene spring for Martin og Morten Vincentz denne eftermiddag, men flere andre tog turen flere gange. Heriblandt også borgmester Sten Knuth, der skiftede til badebukser undervejs i indvielsen for at være den første til at tage springet. Han valgte at tage den halvvejs oppefra pga. blæsevejret.

En del af Korsørs DNA

Inden udspringene gik i gang, stod programmet på den mere officielle del af indvielsen. Med sus i pigernes skørter underholdte DM-hædrede Slagelse Garden før Hans-Jørn Andersen fra paragraf 17 stk. 4 udvalget Korsør- byen møder vandet tog ordet.

'Det her er første etape af noget nyt i Korsør og i vores gamle færgehavn. Området er en del af vores DNA,' fastslog han, og med den gamle tilkørselsrampe - som vil blive bevaret - i baggrunden, er man da heller ikke i tvivl om, hvor man er henne.

'Visionen er, at vi skal lave et vandsportscenter i verdensklasse. Men det skal være for alle,' supplerede Sten Knuth, der ligesom sine øvrige partifæller fra byrådet glædede sig over at være nået til indvielsen af havnebadet.

Stadig en del mangler

En indvielse, der fandt sted på trods af, at området ikke er helt færdigt. 'Sagt på godt, gammeldags jysk; Der mangler lige et par småting,' lød det med et skævt smil fra Rudi Saltofte Olesen, projektleder i Slagelse Kommune.

Og ja, der er faktisk stadig et stykke vej før området helt får rystet udtrykket af at være en gammel færgehavn af sig. Der mangler at blive lagt trægulv ved de nye toiletfaciliteter. Lejerne mangler endnu at blive beklædt med træ, der mangler at blive udført galvaniseringsarbejde omkring udspringstårnet, ligesom store områder, der under indvielsen fredag var blødt jord, skal beplantes. Ude i vandet skal etableres en flydeponton, som heller ikke er helt klar endnu.

'Der er et fem ugers forløb til at få træarbejdet og det øvrige klar. Derudover har vi en deadline frem til den 1. november på at få beplantningen færdig,' fortæller Rudi Saltofte Olesen, der begrunder uforudsete omstændigheder samt vejret for manglerne. 'Men man må gerne bruge området.'

For og imod gule containere

Blandt de mange fremmødte til indvielsen fredag var Lone Larsen fra Boeslunde, der havde taget sine børnebørn, snart 11-årige Liv og 8-årige Sif Nurup med. 'Jamen, vi synes vi skulle følge med i, hvad der sker, så vi er kommet for at se det og få noget frisk luft,' fortalte hun smilende på den omsuste havnekaj.

Hvad hun mener om havnebadet, var hun lidt i tvivl om. 'Vi synes det er lidt tidligt med en indvielse, vi synes arealerne skulle have været færdige.'

Samtidig var Lone Larsen ikke sikker på, om hun brød sig om løsningen med de skriggule containere, springtårnet er udformet af. 'Jeg synes det er spændende med containere,' lød det derimod fra unge Liv, der sammen med sin søster Sif gerne ville have været i vandet, måske bare på en varmere og mindre blæsende dag.

Næste skridt er dialog

Pigerne må nok nøjes med at bade fra strandområdet, for man skal være ganske modig, og ikke mindst godt svømmende, for at tage det store spring. Der kan springes fra tre højder her i første omgang. Målet er, at udspringstårnet med tiden skal bygges op i 27 meters højde.

Hvornår - eller om - der bliver en anden etape i byggeriet, er endnu ikke fastlagt. Næste skridt er, at paragraf 17 stk. 4 udvalget Korsør - byen møder vandet til september inviterer interessenter og foreninger til dialog om idéer til, hvad området kan bruges til fremover samt hvilke mangler, der evt. måtte være.

Indtil da kan man fornøje sig med udspringstårnet, klatrevæg samt det nyanlagte strandområde, som Volleyklubben Vestsjælland indviede med beachvolley fredag.