Klik og se annoncen

Korsør: Det er lykkedes for Korsør Koncerterne at skaffe et fantastisk internationalt jazztopmøde til Kongegaarden i Korsør søndag den 27. oktober kl. 15.00. Den amerikanske tenorsax-stjerne Harry Allen og den danske guitar-stjerne Jacob Fischer giver her koncert ledsaget af den svenske bassist Hans Backenroth og den danske trommeslager Kristian Leth.

Den 50-årige amerikanske tenorsaxofonist Harry Allen er født i Washington D.C. og opvokset i Los Angeles. Han har en BA i musik fra Universitetet i New Jersey og bor nu i New York. Harry Allen har spillet med stort set alle de store amerikanske jazz-stjerner som f.eks. Ray Brown, Hank Jones, Frank Wess, Flip Phillips, Scott Hamilton, Harry 'Sweets' Edison, Kenny Burell, Herb Ellis, Johnny og Bucky Pizarelli, Gus Johnson, Terry Gibbs og Rosemary Cloony. Han medvirker bl.a. i Steve Martin og Goldie Hawn filmen 'The Out Of Towners' og har udgiver mere end 20 plader i eget navn, hvoraf 3 har vundet Gold Disc Rewards. Han beskrives som en arvtager af Coleman Hawkins og Ben Webster og som 'Tenorsaxens Frank Sinatra - den perfekte fortolker af jazz standards'

Den ligeledes 50-årige guitarist Jacob Fischer, som flere gange har været en kær gæst på Kongegaarden, tilhører det absolut øverste lag af danske jazzmusikere. Svend Asmussen, i hvis kvartet han blev medlem allerede i 1992, kaldte ham 'Danmarks bedste guitarist', og han har spillet med hele den danske og internationale jazz elite, har vundet flere priser, bl.a. Ben Webster Prisen og JASA Prisen, og indspillet adskillige plader, heraf mange i eget navn.

Den solide rytmegruppe udgøres af den svenske bassist Hans Backenroth, som regnes som Sveriges bedste bassist og som har spillet med alle de store både svenske og amerikanske jazz stjerner, samt den fremragende danske trommeslager Kristian Leth, som vi flere gange tidligere har hørt på Kongegaarden.

Billetter kan købes via et link på www.kongegaarden.dk. Evt. usolgte billetter kan købes ved indgangen til koncerten.